Medieforliget er udskudt lidt

Enkelte må have spekuleret over hvordan det kan være at en – ellers påstået – borgerlig liberal regering kan beslutte sig for at tvinge en hel befolkning til at betale for noget pænt mange formodentligt ikke ønsker adgang til.

Sidste nye tal, der er fra Wilke, viser således at antallet af hjem uden kabel TV, bare vokser og vokser, samtidig med at en tunghør og – potentielt ude af trit med virkeligheden Kulturminister – ser ud til at mene at de 13 procent af befolkningen, der ikke ønsker at se flowTV/adgang til kabel TV, sgu da bare må betale, nu hvor ministeren og hendes flertal insisterer på at et af deres talerør bliver holdt i live.

Igen.
Det her er på ingen måde en kritik af DR, der jo lever i bedste velgående, og som – jo netop – producerer og sender det som størrelsens seere, lyttere og læsere vil have.
Detaljen er blot at der nu kun er 87 procent af befolkningen tilbage der ser ud til at ønske adgang til denne service.
Medieforliget og kabel TV
Nu hvor Kulturministeren så ellers har sat forhandlingerne om det kommende medieforlig lidt på stand by, fordi hun lige vil “reflektere lidt”, kunne man håbe på at det handler om at Copenhagen Future TV, i dag kan løfte skøret for hvor mange hundrede tusind hjem, der ikke længere ønsker at have adgang til tjenester de ikke ønsker at betale for.

Det er desværre nok optimistisk at tro.
Det handler sikkert om noget andet.
Nu må vi se.

Sikkert ser det dog ud til at være at det i 2016 blot var 6 procent, der ikke ønskede en tv-pakke.
Et antal der idag er vokset til 13 procent. ( af cirka 2,65 mio husstande, op imod 350.000 husstande )

Tallet er naturligvis ikke totalt dækkende, da det jo er muligt at finde enkelte PBS TV kanaler på andre måder.
Men nu hvor antallet er vokset til over 300.000 husstande der ikke ønsker at betale for kabel TV, er det svært ikke at forestille sig at disse husstande heller ikke ønsker at betale for – påtvunget – adgang til DRs indhold.
Nu potentielt som skat, hvis det medieforlig vi kender nu, ender med at blive en realitet.

Wilke’s tal, der stadig – primært – handler om antallet af husstande der har “klippet ledningen til kabel TV”, er uanset dette, et relevant indspil i forhandlinger der – overraskende nok – endte med at komme til at handle om en tvangsudskrivelse af en ekstra skat, formuleret som en slags liberalisering af TV markedet, hvilket ikke kan siges at være tilfældet.

Julie Nygaard, der er Partner hos Wilke og ansvarlig for Wilkes medieanalyser, forklarer i politiken:
-Når man zapper forbi en tv-kanal, man ikke bruger, kan det godt skære i hjertet, at man betaler for den. Sådan er det ikke på en streamingtjeneste, starter hun og fortsætter.
-Folk vil hellere sammensætte deres egen underholdningspakke. Hvis man først har fået mod på at streame og allerede har nedskaleret tv-pakken, er det fristende at cutte kablet, slutter hun.

I den forbindelse er der oplagt nok vanerne.
Mor ser visse kanaler, mens far ser andre.
Og så er der dem hele familien ser.

Her er der igen ved at ske en udvikling i følge Julie Nygaard.
Medieforliget og kabel TV
Tidligere var det nemlig ikke muligt for “far at se bold”, mens mor så et “livsstils format”. ( på streamtjenesterne )
Det er det bare nu.
Far kan købe adgang til Viaplay/TV2 og mor kan investere i Dplay.

Købes det i begge versioner med sports “udvidelsen” kan begge nyde godt af den anden pakke på alle platforme, alle steder.

Igen.
Det har “altid” været muligt at tænde for TV, og så ellers zappe lidt rundt.
Det vil jo ikke længere være muligt, når kabel TV bliver slukket.
Omvendt kan der så zappes mellem streamtjenester, og/eller i indhold på tjenster som YouTube eller Facebook video tilbyder.
Tjenesterne ser i begge tilfælde ud til netop at forsøge at giver brugeren en slags zappe oplevelse, ved hele tiden at tilføre nyt indhold, der “minder lidt om” hvad der tidligere kunne opleves på kabel TV.

En særdeles relevant detalje er i følge de nye tal fra Wilke at det nu er de +45 årige opsiger deres TV abonnement.
Detaljen er jo at ganske mange af dem der er under 45 år for længst har droppet deres TV, hvorfor både kabel TV distributører og broadcastere ser ud til at stå foran et problem selv Kulturministeren ikke kan afhjælpe, uanset hvad hun prøver at tvinge befolkningen til.

Der er desværre ingen tal ude om hvor stor en andel af de unge der end ikke kommer igang med en TV kanal pakke.
Den kedelige detalje er – formodentligt – at det er mange flere end TV distributørerne og broadcasterne bryder sig om.
Det store spørgsmål i dette regnestykke er hvor DR og TV2 er henne.
DR er ved at blive påtvunget en hel befolkning, hvor flere i samme husstand, der måske i ingen tilfælde i har adgang til et TV, vil blive tvunget til hver især at betale for DR.
I tilfældet TV2, har deres indtægter jo længe været langt højere på abonnement end på salg af reklamer.
Det går sikkert et par år til.
Men gad vide om forbrugerne ikke også snart – ville foretrække – ikke at betale for de “segment kanaler” de ikke er en del af ( de unge ønsker – måske – ikke Charlie, mens de ældre ikke ønsker Zulu. )

Her lige hvad en af TV distributørerne nu tilbyder

Skriv et svar