Discovery satser hårdt på Dplay

Seere der bare ikke kan få nok reality TV, står foran en måned af de helt tunge.

Dplay, der er Discovery Network Danmarks streaming tjeneste, hvor alle der er interesserede kan se alt det reality TV de vil – igen og igen – helt uden at skulle forholde sig til lineære detaljer som sendetider eller klokken.

I den forbindelse har Discovery lavet en såkaldt “Highlights liste”, så dem der – for eksempel – ikke ved hvad de skal lave den 14. april, ved at de kan glæde sig til premiere på den svenske version af “Ex on the Beach – Sverige”.

Måske ikke lige noget de fleste går og venter på.

De kan så – som eksempel – i stedet vælge at se “Efter Ex”, der – ikke overraskende – handler om “Ex on the Beach” sæson 4, der for uindviede “lakker mod enden”.

Dem der ser med, skal med andre ord forberede sig på en fremtid uden formatet, der – heldigvis – nu bliver fulgt op med “Efter Ex”, der kigger på hvad der sker, når de medvirkende kommer hjem fra “Brasiliens varme himmelstrøg”.

Igen.

Bare rolig.

Der er mere Reality TV på vej.

Den 15. april er der således premiere på “Seriemordere med Sebastian Richelsen”, der – for uindviede – ikke handler om Sebastian Richelsen, men om de seriemordere han taler om.

Læs også  Netflix prøver pusher metoden

Sebastian Richelsen har i den forbindelse planlagt at tale om “mennesker, som elsker at slå ihjel”. 

Sådanne er “…på overfladen tilforladelige, almindelige og måske endda charmerende”.

Mens de under overfladen “..er fyldt til bristepunktet af trangen til at dræbe”.

Heldigvis tager Sebastian Richelsen, der ovenikøbet er “tidligere efterforsker hos politiet” sig tid til at “..dykke ned i de enkelte sager og fremhæve helt afgørende skridt i de gruopvækkende sager, der har rystet hele verden…”.

Før det er tid til at kigge på de der mordere, skal interesserede dog lige forbi “Familien Lundell”.

Den har premiere i morgen, hvor Joakim og Jonna, der er “to af Sveriges største Youtubere, vender tilbage med endnu en sæson”. 

De har som tidligere travlt og stormer rundt med “datteren Lunabelle og en hverdag, der er fyldt med alt fra bleskift, poolfester og arbejde”.

Er du vild med store ting, der har været mindre, er “Extreme Makeover: Home Edition” måske noget.

Der er ligeledes sæson premiere i morgen, hvor Dplay igen ser ud til at gå forrest i kampen om seerne.

Som titlen antyder er det hverken bryster, baller eller læber, der skal bygges op her.

Det er derimod huse, der bliver større, mere opulente og det der er værre.

Alt sammen noget Jesse Tyler Ferguson styrer som han plejer.

Læs også  Streamtjenesterne kæmper om markedet

Sidst på måneden kan kunderne glæde sig til “Green River Killer: Mind of a Monster”, der følger “seriemorderen Gary Ridgway”, via egne optagelser, “uhyggelige tilståelser” og mere.

Gary Ridgway blev i 2001 kendt som “The Green River Killer”, da det kom frem at han fra engang i “..1980’erne og frem til 2001 voldtog og myrdede han et sted mellem 49 og 90 kvinder”.

Serien bygger blandt andet på “dybdegående interviews med de efterforskere, der selv var til stede under sagen”, hvilket “giver et unikt indblik i Ridgways komplicerede psyke og hvordan han blev til Amerikas mest uhyggeligt aktive seriemorder”.

Der er naturligvis også andet og – vel sagtens – andre premierer i april på denne tjeneste.

Interesserede ved hvordan de finder ud af hvad der ellers er på denne platform.