DRTV på YouSee

Folk der ikke kan få nok af tidsforskudt seening, får nu endnu en mulighed for at se det samme som de kunne se på TV, på en anden platform.

DRTV flytter nemlig ind hos YouSee, hvilket betyder at den million husstande, eller hvor mange der nu stadig er kunder der, kan se hele DRTV forudsat at de har en såkaldt TV boks, den rigtige app eller blot tilgår deres abo via nettet.

Jacob Mortensen, direktør for YouSee siger:

 -Vores rolle er at samle det indhold, som vores kunder efterspørger, og gøre det så let tilgængeligt som mulig. Jeg er glad for, at vi nu også kan tilbyde vores kunder DRTV som en del af deres tv- og streaming pakke. YouSee er i høj grad et familiebrand, og DR leverer kvalitetsprogrammer til både børn, unge og voksne. Derfor er DR’s indhold allerede i dag det mest sete indhold på vores platforme, og jeg forventer, at endnu flere nu vil streame serier, nyheder og dokumentarer fra DR via vores tv-univers, starter han og fortsætter.

 -Det har været vigtigt for os, at alt det gode indhold fra DRTV integreres på vores egen platform i en samlet brugeroplevelse, så vi f.eks. kan inkludere DR’s indhold i vores anbefalinger til kunderne sammen med alt det andet indhold, som vores kunder har med i deres tv- og streaming pakke, slutter han.

Læs også  TV2 løb med det meste guld

Underdirektør Lars Fredenslund Høgsberg, DR Medier er også glad.

Han siger:

 -Vi har fokus på, at DR’s indhold skal skabe værdi for brugerne, og vi ved, at mange danskere netop tillægger DRTV stor værdi. Samarbejdet med YouSee betyder, at vi kan tage endnu et skridt i at gøre DRTV til fremtidens hovedindgang for stærkt public service-indhold, og det er vi glade for, slutter han.

Kunder der er glade for at streame, kan allerede nu tilkøbe streamingtjenester som Netflix eller YouTube ( det fremgår ikke om det er premium eller reklameversionen, red. ) samt HBO Nordic, Viaplay og C More, og lige om lidt TV2 Play, forudsat de har den omtalte TV boks, der – vel sagtens – blot er en lille computer med en web browser, indbygget.