Nordisk Films Oiii koncept får egen TV2play kanal

TV2 Play skal til at tilbyde store mænger af dansk børneindhold.

Og hvem er mere potentielt relevante i den forbindelse end Nordisk Film, der har indgået et større samarbejde med TV2.

Planen ser ud til at være at få de yngste til at kigge forbi TV2 Play, og – her fra den 1. december – tjekke “Bertil og Bæltetasken” ud, der er en ny serie, der kun findes der, som vi forstår det.

Ud over denne, kan børn også snart nyde godt af mere end 350 timers film, TV serier og såkaldt danskproducerede børneprogrammer.

Alt sammen en del af en kommende “selvstændig digital børnekanal på TV2 Play, som Nordisk Film i princippet ser ud til at skulle stå bag.

Det hele kommer i den forbindelse til at hedde “Oiii”, der – fra den 1. december – bliver stedet hvor “..forældre trygt kan lade deres børn boltre sig med genkendelige hverdagstemaer og programmer, der underholder og inspirerer danske børn..”.

Programdirektør, Lotte Lindegaard forklarer:

 -TV2 Play er hoveddøren til alt kvalitetsindholdet fra TV2s kanaler og samarbejdspartnere, og vi ønsker en meget bred hoveddør til TV2-universet. TV2 Play skal være endnu mere for børn og børnefamilier, og med vores nye Oiii-partnerskab med Nordisk Film styrker vi TV2s tilbud til børnefamilierne og skaber et lokalt univers på streaming, som afspejler det liv, børn i Danmark og Norden lever og kender, slutter hun.

Læs også  Discovery køber licens til Top Gear

Sune Roland, indholdschef for TV2 Play supplerer:

 -Det danske streamingmarked er i rivende udvikling og har i de senere år bevæget sig fra at være en legeplads for de digitalt mest nysgerrige til at blive omfavnet af den brede seerskare. TV2 Play er i fuld gang med at udvide sit indholdsfokus og være en tjeneste for alle, samtidig med at TV2 Play har fokus på den enkelte danskers behov, starter han og fortsætter.

 -Hos TV2 Play vil børneprogrammerne fra Oiii-partnerskabet være en del af TV2s samlede børnekatalog, hvor børn og voksne kan håndplukke deres favoritserier og -film. Herudover vil Oiii-programmerne – efter samme model som Play comedy-kanal ­– indgå i en ny og selvstændig digital kanal på TV2s streamingtjeneste. En børnekanal på TV2 Play, som forældrene kan tænde i sikker forvisning om, at børnene her vil være i et trygt og sikkert seerunivers.

En af nyhederne på kanalen, en såkaldt “Oiii’riginal” er “Oiii’gården” der “..følger tre søskendes liv på en økologisk bondegård…”.

Målgruppen for tiltaget er de 3-11 årige der hvert år kan se frem til “seks nye, originale danske børneprogramserier”, altså 6 nye “Oiii’riginals”, der alle produceres af Drive Studios og Nordisk Film.

En af serierne på Oiii bliver Oiii gården

Kirstine Vinderskov der er  Nordisk Films kanalredaktør for Oiii, supplerer:

 -Oiii bliver et børneunivers, der kender og spejler danske børn, og som er trygt for forældrene med helt nyt indhold og kendte børnebrands og familiefilm. Vi vil være et sted, hvor børnene kan mærke, at det er sejt at være barn, og hvor de kan have det sjovt og lære noget samtidig, slutter hun og bliver suppleret af direktør i Nordisk Film Distribution, Kenneth Wiberg.

Læs også  DR bliver lidt mere DRsk

Han siger:

 -Det ligger i vores DNA, og vi går med Oiii nye veje, når det handler om at skabe indhold og udkomme digitalt. Det er noget, vi glæder os meget til at gøre sammen med TV2 Play, slutter Kenneth Wiberg der står bag udviklingen af Oiii.