Sunday på vej til Norge

Det plejer ellers at være norsk humor, der sælger her i landet.

Ikke mere.

I hvert fald ikke i følge Xee, der stolt kan fortælle at deres serie “Sunday” er på vej til Norge, hvor hele serien vil blive sendt på TV2 Norge, konkret TV2 Sumo, der er en slags ung version af den landsdækkende norske kanal, der – mere eller mindre – kan sammenlignes direkte med TV2 her i landet.

Serien, “Sunday”, der allerede nu kan se tilbage på æren i at modtage en “Zulu Award” som bedste danske TV serie, har dermed muligheden for at vinde priser i Norge også.

Og nu hvor vi er igang med “Sunday”, så har broderfolket skam også købt sæson 4, der sendes her i landet til efteråret.

Og i Norge på samme tid.

Dermed vil Norge være fuldt opdaterede på hvad der sker for Lars Hjortshøj der i den kommende sæson er “den forsvundne sportsdirektør, Bjarne Skoubo”.

Vi overlader det til fantasien at gennemskue hvad det er for noget tøj de har på, og om det betyder noget for handlingen i sæson 4

YouSee, der kalder sig for producent af de mange TV serier som Xee sender og streamer, glæder sig meget på Norsk TVs vegne, nu hvor “Sunday” er “…Xee’s mest sete og streamede tv-serie..”.

Linda Etgar, chef for lokale produktioner hos Xee, glæder sig videre og siger:

 -Vi synes, det er vigtigt at investere i kvalitetsindhold med en stærk dansk identitet og er glade for, at vi også kan være med til at eksportere dansk kultur til udlandet. Vores seere har været meget begejstrede for Sunday-serien, og jeg er glad for, at de norske seere nu også kan stifte bekendtskab med dansk kultur spejlet via Sunday, der er hentet til Danmark af en desperat fodboldtræner fra Fredericia, slutter hun og bliver suppleret af Kathrine Haldorsen, der er programredaktør i TV2 Norge.

Læs også  Mere Limboland

Hun siger:

 -Skandinavisk humor er og har altid været en del af TV2 Norges DNA, og Sunday passer rigtig godt ind i den tradition. Vi ser frem til at kunne tilbyde Sunday til vores streaming kunder, slutter hun.

“Sunday” er produceret af Drive Studios og solgt til TV2 Norge via Nordisk Film Distribution.

Blandt de medvirkende i sæson 4 er Melvin Kakooza, Anders Brink Madsen, Per Teglhus, Thue Ersted Rasmussen, Kurt Dreyer, Nadia Kvist, Lars Hjortshøj, Birthe Neumann, Marco Ilsø, Rikke Bilde, Thor Gotfredsen, Josefine Tvermoes, Mick Øgendahl, Judith Rothenborg. 

Foto: Per Arnesen